It Services

ERP Nyheder

Go-live dato udskudt til maj/juni 2022 – fokus på kvalitet og et velfungerende system for jer

Lagt online: 07.10.2021

Styregruppen har i september godkendt en ny tidsplan for NytERP, som giver os den nødvendige tid til at sikre, at systemet vil være velfungerende, når vi går live omkring månedsskiftet mellem maj og juni 2022 i stedet for årsskiftet 2021/2022. Den detaljerede plan med de præcise datoer for, hvornår vi lukker ØSS ned, starter op i Cloud, flytter data mm., vil vi naturligvis informere om, når vi har den helt på plads.

Hvad betyder det for årsrapportering og årsafslutning?

Den nye tidsplan betyder, at vi bliver nødt til at foretage ændringer i dele af kontoplanen i ØSS fra nytår, fremfor at foretage dette skifte i forbindelse med overgangen til NytERP. Vi er opmærksomme på – og beklager - at dette medfører nogle ekstra opgaver og arbejdsgange hos jer, men vi forsøger at understøtte og vejlede i processen, så godt som muligt, for at gøre det så smidigt for jer, som vi overhovedet kan.

Helt konkret forventer vi lige nu, at arbejdet med ændring af kontoplan vil omfatte flg.:

Omkostningssteder – nye omkostningssteder i ØSS fra 1/1-2022:

  • De nye omkostningssteder skal benyttes på alle transaktioner i ØSS i finansåret 2022.
  • Stamdata på projekter i ØSS skal opdateres. Det forventer vi at kunne gøre stort set uden, at institutter/enheder skal involveres yderligere udover verificering.
  • Stamdata på aktiver skal opdateres (da der er ny udstyrsløsning på vej, kan opdatering på udstyr evt. udelades – dette vil vi informere nærmere om, når vi har mere information om indhold i ny løsning). Dette forventer vi stort set også at kunne klare blot med verificering fra det enkelte institut/den enkelte enhed.
  • Ansatte skal opdateres i Statens HR. Dette forventer vi også at kunne løse i samarbejde mellem ØA,  HR og Økonomistyrelsen med verificering fra jer.

Artskonti – ny artskontoplan kommer ikke i ØSS – indføres først med nyt økonomisystem:

  • Kontobro benyttes i QlikView, således at det er muligt at følge sin samlede økonomi på tværs af hele 2022 – uagtet, at artskontiene ændres i løbet af året. 
  • Materiale med nye artkonti præsenteres i foråret 2022.

Formålsnumre – nye formålsnumre oprettes i ØSS fra 1/1-2022:

  • Benyttes på indkøb og fakturaer.
  • Løn – afklaring udestår, da pløjning i SLS på formålssegmentet gerne skal hænge sammen med pløjning af artskonti. En gennemgang og mulig tilretning/reduktion af lønartskonti, vil give et billede af, hvornår ændringer i SLS giver mening. Forventes afklaret oktober/november 2021.
  • Det bliver med indførelsen af det nye ERP-system maj/juni obligatorisk at anvende de nye formålsnumre, men de kan anvendes allerede fra 1/1-2022.

BI-teamet arbejder på, at I vil kunne se statusrapportering for hele året på trods af forskellige konti.

Datamigrering – hvad bedes I gøre, hvordan og hvornår?

Vi har i planlægningen af arbejdet med datamigrering forsøgt at tage hensyn til de øvrige økonomiopgaver i enhederne, eks. budgetperioden, således at opgaven hos jer med verificering af jeres data ikke kommer til at overlappe med andre større opgaver. I vil blive kontaktet institut-/afdelingsvis med nærmere information om verificering af data hos jer.