Budget 2012 · 19. december 2011
På mødet den 5. december godkendte bestyrelsen resultatbudgettet for 2012.
I lighed med budgettet for 2011 bliver der samlet set trukket på egenkapitalen. HUM og SAMF forventer at anvende ca. 20 mio. kr. hver af egenkapitalen, SUND forventer balance mellem indtægter og omkostninger, TEKNAT forventer et mindreforbrug på 9 mio. kr. og Fællesområdet forventer at trække 4 mio. kr. på egenkapitalen (primært AUB). I alt forventes et underskud på 33 mio. kr.
Alle hovedområder oplever vækst i forhold til 2011. Særligt på uddannelsesområdet sker der flotte stigninger.
Budgetprincipperne for 2012 baserer sig i stort omfang på de principper, som har været anvendt de seneste år på universitetet. Det betyder, at hovedområderne får alle de penge, de selv tjener, men de betaler samtidig bidrag for fx brug af lokaler og administration. De midler, der ikke kan tildeles direkte til et hovedområde, fordeles ud fra modeller, der støtter op om universitetets strategi og målsætning.
For 2012 er den interne ph.d.-model ændret, jævnfør de budgetprincipper, som bestyrelsen vedtog på juni-mødet. Den nye model for ph.d.-finansiering behandler alle fakulteter lige, fastholder incitamentet til at optage flere ph.d.er, og skaber samtidig en mindre kompliceret model til fordeling af ph.d.-midlerne.
Udarbejdelsen af næste års budget er en proces, der allerede startede i foråret, og som favner bredt og dybt i hele organisationen. Økonomiafdelingen vil i den forbindelse gerne sige tak til alle bidragsydere for en stærk indsats.
I 2012 vil vi have et nyt it-værktøj (Prophix) til at understøtte budgetprocessen for 2013. Det skulle alle gerne få gavn af, og implementeringen foldes snart endeligt ud efter en særdeles grundig forberedelsesfase.
