Barselsrefusion
Aalborg Universitet kan få refunderet en del af den barselshavendes løn under dennes lønnede orlov i forbindelse med graviditets- barsels-, fædre- og forældreorlov. Der kan anmodes om refusion fra henholdsvis kommune og Barselsfond.
For at kunne søge refusion er det en forudsætning, at den barselshavende eller den ansvarlige afdeling anmelder orloven hos HR-afdelingen.
Her er følgende varslingsfrister gældende:
- En kommende mor skal senest 3 måneder før termin meddele Aalborg Universitet om forventet fødselstidspunkt og hvornår hun går på orlov.
- En kommende far skal senest 4 uger før orlovens start underrette Aalborg Universitet om hvornår han holder fædreorlov.
- Derudover skal forældrene senest 8 uger efter fødslen orientere Universitetet om hvorledes de ønsker at afvikle orloven.
Der henvises i øvrigt til HR-afdelingens hjemmeside, hvor varslingsfristerne samt medarbejderens lønret under orlov er beskrevet.
Refusion fra kommune
Retten til at modtage dagpengerefusion afhænger af om anmeldelsen af fraværet er sket rettidigt, altså senest 4 uger efter 1. fraværsdag.
Hos kommunen søges dagpengerefusion i forhold til den ansattes beskæftigelsesgrad før barselsorlovens begyndelse. I 2010 udgør dagpengesatsen kr. 101,62 pr. time.
HR-afdelingen anmelder fraværet hos lønmodtagerens bopælskommune senest 4 uger efter 1. fraværsdag. Derefter anmoder HR-afdelingen løbende den pågældende kommune om udbetaling af refusion.
Lønkontoret er ansvarlig for at den modtagne refusion løbende registreres i SLS, således det berørte omkostningssted får indtægten.
Refusion fra Barselsfonden
Pr. 1. januar 2009 trådte nye regler i kraft vedrørende retten til refusion hos Barselsfonden.
Retten til refusion afhænger ikke længere af, om der ansættes en vikar i den lønnede del af barselsorloven. I stedet refunderer Barselsfonden et fast beløb for hver orlovstime, når orloven skyldes barsel eller adoption. Taksterne fastsættes på de årlige finanslove og offentliggøres på Økonomistyrelsens hjemmeside. I 2010 udgør taksterne:
- Kr. 62,- pr. lønnet orlovstime for personer ansat i bevillingslønramme 0-35
- Kr. 197,- pr. lønnet orlovstime for personer ansat i bevillingslønramme 36 og derover
Som udgangspunkt dækker Barselsfonden de orlovsperioder, hvor den barselshavende har ret til fuld løn.
Lønkontoret søger refusion kvartalsvist hos Barselsfonden på baggrund af orlovsoplysningsskema udarbejdet af HR-afdelingen. Fristen for ansøgning om refusion er senest 2 måneder efter udløbet af det kvartal, hvor den barslende har haft lønnet orlov.
Når Universitetet modtager refusion fra Barselsfonden registrerer lønkontoret dette i lønsystemet, således det omkostningssted, hvor den orlovshavende er ansat får indtægten.
Specielt vedr. EU-projekter
Hvis en medarbejder er ansat på et EU-projekt må personen ikke være konteret på dette under barselsperioder. Kontakt i så fald FIK-kontoret på tlf. 9510 eller 9511 for yderligere oplysninger eller se FIK-kontorets vejledning.
